ANSØGNING:

Musikskolelærer til SSB, sammenspil, bandskole og trommer.

 

Kære Allan

Jeg hedder Mikas, er 33 år gammel og uddannet som rytmisk musiklærer fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i 2017. Mit hovedfag er trommer og jeg har derudover bifag i musikproduktion og sangskrivning. Jeg er bosat ved Gråsten, hvor jeg bor med min kæreste og to børn (5 og 8). Jeg har desuden indrettet indspilningsstudie, hvor vi bor, og her skriver jeg både min egen musik og indspiller (og coacher) andre bands og projekter. Jeg har de sidste år oparbejdet et selvstændigt arbejde som privat trommelærer, musiker i forskellige bands samt underviser på Performance Akademiet i Haderslev og timelærer på Brandbjerg Højskole.

Jeg tænkte allerede på at skrive til jer, da jeg så, at Martin var blevet ansat som studieleder i Århus. Efterfølgende dukkede opslaget op flere gange, og flere af mine venner opfordrede mig til at kigge på det. Så hermed en ansøgning 🙂

Jeg ved, at jeg vil kunne bidrage med både stor musikalsk og trommeteknisk indsigt og ikke mindst menneskelige kompetencer. Jeg har en evne til at få mine elever til at åbne sig og udvikle sig, og har stor viden om kreative processer og personlig udvikling. Emner som jeg er dykket dybere og dybere ned i de sidste 8 år. Over disse år har jeg udforsket og konkretiseret, hvad det var jeg ville som mentor og inspirator for mine elever. At den skulle inspirere både mig selv og mine elever og stikke dybere end teknikken. At jeg ville arbejde åbent og ærligt med kernen af hvem jeg var, og hvem mine elever var. Se både musikeren og mennesket i så vid udstrækning som jeg kunne.

Jeg har mellem 2011 og 2015 turneret med navne som Lydmor, Peter Sommer og Stine Bramsen. Jeg har spillet et utal af koncerter. For 10 mennesker i Hørsholm og for 20.000 på Smukfest. Jeg er vokset meget af disse erfaringer. I min musikalitet, men især i min indre ro. Lige nu spiller jeg med electrorockbandet Schwartze Fiktion og den københavnske dreampop artist, HunBjørn.
Hvor jeg de første mange år jagtede teknikken, har jeg de sidste år kigget mere og mere indad. Vokset som menneske og søgt en form for balance mellem de to. Viden, skarpe ører, hurtige hænder – men også nærvær, balance, energi. For det ene kan ikke undvære det andet – og teknikken bliver også stærkere når den balance findes.

Efter en efterårstour med Peter Sommer endte jeg med at kaste mig ud i et stærkt personligt soloprojekt. Et projekt, hvor jeg selv har skrevet, sunget og indspillet alle roller, og som i 2016 blev udgivet på Playground Music. Jeg færdiggjorde sangene i samarbejde med min producer, Carsten Heller (Minds of 99, Nephew, Spleen United, Dúné mfl), og det har været noget af en rejse. Jeg kunne mærke, at det ikke var nok for mig, udelukkende at spille andres roller – kun at afvikle. Jeg havde ophobet så meget kreativ energi, at da jeg endelig gav slip, kom ideerne væltende. Alt dette gav mig blod på tanden til at dykke dybere end i at producere og mixe musik – og derfor har jeg lavet mit eget indspilningsstudie, hvor jeg nu optager og producerer mine egne sange.

Min undervisning
Ved siden af mit soloprojekt og mit virke som trommeslager, underviser og coacher jeg 14 elever privat. Undervisningen foregår primært i mit øvelokale i Århus, hvor jeg pendler til en gang i ugen, men også på min bopæl ved Gråsten. Derudover arbejder jeg som timelærer i Bandsammenspil på Brandbjerg Højskole (hvilket jeg har gjort de sidste 2 år ca. ). Mine kompetencer, rent instrumentalt, ligger på trommer, klaver og sang. Strengeinstrumenter er ikke min stærke side.

Tilgangen, som jeg møder eleverne med, bunder i fordybelse i forskellige psykologiske aspekter af dét at spille og skabe musik. Jeg har læst bøger om coaching, gennemført kurser og generelt været enormt opslugt af at finde ud af, hvordan jeg kunne hvile endnu mere i mig selv og blive stærkere som menneske og som kunstner. Al den viden, som jeg selv har opsøgt og manglet i den undervisning jeg selv har modtaget, kan jeg simpelthen ikke lade være med at give videre. Og jeg kan se, at det virkelig rykker mine elever. Jeg har vedlagt et par citater fra nogle af mine elever, for at få sat deres egne ord på det, de oplever når de arbejder med mig (se bunden af denne side).

Det føles som et godt skridt, at forfølge den her mulighed hos jer. At kunne fordybe mig med jeres elever. Inspirere dem, hjælpe dem med at finde deres stemme. Skabe noget. Åbne op og mærke musikken. Jeg tror virkelig, at vi alle besidder så meget fuldstændig fantastisk potentiale, som ikke altid får lov til at blive set og hørt. Men i flowet ligger så meget skaberkraft, energi og livsglæde. Det skal vi dyrke. I os selv og i hinanden.

Håber I har lyst til at snakke videre. Tak for jeres tid!

Kh Mikas

61 67 69 64
mikas.e@gmail.com

KONTAKT

Mobil: 61 67 69 64
Mail: mikas.e@gmail.com

Mikas - Vi Faldt Jo Ned (EP)

Uddannelse

Det Jyske Musikkonservatorium
Kandidat i Musik sommeren 2017 – hovedfag trommer, bifag sangskrinving og musikproduktion

MGK Nordvest (Musikalsk Grund Kursus)
Rytmisk linje med hovedfaget trommer og bifaget klaver, 2007-2010

EUC Syd
Teknologi og kommunikation, grundforløb, 2006

Sønderborg Gymnasium og HF-kursus
Sproglig student 2005

Har desuden stor erfaring indenfor IT – Dybt kendtskab til Ableton Live, Cubase, Ableton Live samt godt kendskab til Adobe Photoshop, Adobe Premiere, Office pakken, Sibelius mfl.

“Dine timer er ligesom et frirum i ugen, der er jeg lige hvor jeg er, og jeg skal ikke være andre steder.
Det er enormt fedt at blive undervist i lige præcis de ting, jeg aller helst vil lære! -og få følelsen af at jeg samtidig giver noget til andre.”

Andrea

sammenspilselev, trompet

“Mikas er super dygtig og sjov at spille sammen med. Han er et enormt åbent og positivt menneske, som altid får en i et helt fantastisk humør. “

Laura Ryden Kjøller

tromme-elev, musikundervisning.dk

“Jeg kan mærke udvikligen i musikalsk selvtillid når jeg spiller med og for andre og jeg er ikke så nervøs for hvad de synes.”
Oliver

sammenspilselev, trommer

“At kunne spille trommer er meget mere end at spille en rytme. Alt det der ligger under og bag et fedt beat, det formidler Mikas på en helt fantastisk måde. Jeg har spillet i mange år, men han har masser af erfaring til at til tilføre selv habile trommeslagere ny viden, teknik og energi. Mikas er en meget behagelig person og er enormt imødekommende. Mikas er meget dygtig til at formidle sit stof, hvilket gør at jeg har et stort udbytte af hver enkelt undervisningstime.”

Andreas Mulvad

tromme-elev, musikundervisning.dk

“Man træner sin selvtillid omkring trommespillet og lærer at slappe af og være nærværende i det, man spiller. Gennem denne meningsfulde helhed mellem krop og sind tilegner man sig efter min mening således en dybere forståelse og kunnen i trommespillet. Sidst men ikke mindst er Mikas – udover selvfølgelig at være en meget dygtig trommeslager – bare en enormt rar og åben person; som elev føler man sig virkelig velkommen og får mod på at springe ud i det!”

Nanna Bruus Henriksen

tromme-elev, musikundervisning.dk

“Det var hovedsageligt igennem trommespillet, at vi genopbyggede/ændrede min selvtillid og selvværd. Dette medførte en generel fandenivoldskhed og fuck-ja attitude. Dog lagde vores samtaler det fundament, der muliggjorde en mentalændring via. trommerne, samt hele vores tone i lektionerne. Der er langt mere ærlighed og tillid i vores rum, end jeg har oplevet i andre musikalske lektioner.”
Andreas

tromme-elev

“Mikas er enormt dygtig til at fjerne alle mentale grænser ved ens spil. Man går i dybden med enkelte detaljer for at få det hele til at gå op i en højere enhed, der mest af alt bygger på følelsen af det, man spiller.
Mikas er en alternativ, men fantastisk underviser, som alle trommeslagere burde opleve før eller siden :-)”

Antonio Dayyani

tromme-elev, musikundervisning.dk